Dirigenten

Lise Christensen Bjerno

Lise Christensen Bjerno overtog i foråret 2009 dirigentposten i Tritonus. Lise er født i 1967, startede selv som korsanger som 11-årig og har siden 1995 været fast medlem af Tritonus som sopran. Hun er uddannet organist og korleder fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1994, som elev af bl.a. Flemming Dreisig, Bo Grønbech, Anne Øland, Margrethe Enevold og Morten Schuldt-Jensen.

Lise har siden 1987 arbejdet som kirkemusiker og leder af frivillige og professionelle børne-, ungdoms- og voksenkor. Hun er videreuddannet i børnekorledelse hos John Høybye og studerede i 2002 hos Flemming Windekilde og Helga Søsted Westmark i forbindelse med Dansk Amatørkor Union’s Korlederuddannelse.

Gennem de sidste 20 år har Lise arrangeret og komponeret for kor, været musikalsk ansvarlig for opsætning af forskellige former for musikteater og arrangeret talrige koncerter, korstævner og kulturelle arrangementer. Senest var hun primus motor bag åbningsshow’et ved verdensmesterskaberne i éthjulet cykling 2008 i samarbejde med percussionisten Marilyn Mazur, hvor Tritonus medvirkede.

Lise Christensen Bjerno ejer og driver i dag konsulentvirksomheden Dialocus der arbejder med ledelse og etablering af dialog i arbejdslivet, bl.a. med udgangspunkt i musik og filosofisk coaching, kaldet protreptik.

Musikerskabet er 2007 suppleret med en Master i Kompetenceudvikling fra Danmarks Pædagogiske Universitet og 2009 med en Master i Coaching fra Copenhagen Coaching Center.


Salut!

  • "Sang er balsam for sjælen! Vi glæder os til at møde dig – som sanger, publikum, koncertarrangør, komponist eller...?!"

    LCB