Om koret
Et lille udpluk af Tritonus' historie
Tritonus betragtes som ét af de førende kor i Danmark, med et meget varieret repertoire, der spænder fra store, klassiske værker til rytmisk musik og gerne uropførelser, skrevet specielt til koret.
Koret har arbejdet sammen med en lang række betydningsfulde danske musikere og sangere foruden orkestre som DR Big Band og medlemmer af Det Kgl. Kapel.
Tritonus har eksisteret siden 1971 og holder til i Emdrup ved København, på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Koret blev grundlagt af John Høybye, som stod i spidsen for ensemblet i 35 år. Lise Christensen Bjerno tiltrådte som fast dirigent for Tritonus ved årsskiftet 2009.
Som pionerer inden for rytmisk korsang siden 70’erne har Tritonus arbejdet med Nyt Dansk Dansetater, førende billedkunstnere og forfattere i ønske om et tæt samarbejde mellem forskellige kunstarter.
Tritonus har været foregangskor som udfordrer af den traditionelle koropstilling; nytænkning og eksperimenteren er væsentlige sider af Tritonus.
Koret har givet koncerter over hele Europa samt i Israel, Kina, Japan, USA og Brasilien. Vi har med stor glæde deltaget i adskillige projekter for nordisk musik og har jævnligt optrådt i de nordiske lande, herunder særligt mange gange på Færøerne.
Tritonus 2 gange har deltaget i europæiske korkonkurrencer, begge gange med fornemme resultater. I Maasmechelen, Belgien, i 1993, fik Tritonus en andenplads ud af 60 europæiske kor. To år efter vandt Tritonus den fornemme 5.th International Choir Competition i Budapest, hvor 63 kor var inviteret blandt mere end 200 kor, der havde søgt om at komme med til konkurrencen.
I 1999 var Tritonus inviteret til at deltage i The Duke Ellington Centennial Festival i Washington, hvor Sacred Concert blev opført i The Union Temple Baptist Church, Washington DC og efterfølgende i Saint Peter's Church, Manhattan, New York City med Jesper Thilo som solist.
Vores Messias-opførelser med de allerbedste solister (Susanne Elmark, Per Høyer, Hanne Fischer/Annette Simonsen og Niels Jørgen Riis/Michael Kristensen) samt medlemmer af Det Kgl. Kapel var fra 1998 til 2005 en institution i det Københavnske musikliv.
I 2006 blev Tritonus inviteret til Brasilien af ”Instituto Curitiba de Arte e Cultura” i Curitiba, for at uropføre John Høybyes hyldest til H.C. Andersen, værket ”Den Lille Havfrue”, en suite af sange komponeret og arrangeret af John Høybye med libretto af Edward Broadbridge.
2008 bød bl.a. på et spændende samarbejde med den verdensberømte perkussionist, trommeslager, orkesterleder og komponist Marilyn Mazur: Åbningsshow’et ved verdensmesterskaberne i éthjulet cykling!
I 2009 indledtes samarbejde med endnu en unik, dansk komponist - organisten Jette Mogensen, hvis messe vi uropfører: 5 satser for kor, solister og hendes eget, særegne instrument, claviorganum.
Julen 2009 bød på Brittens ’A Ceremony of Carols’ stillet over for en Københavner-uropførelse af John Høybyes reviderede juleoratorium ’Gabriel og Maria’ for blandet kor, solister, recitator, rytmegruppe og orgel.
Foråret 2010 blev præget af udvikling af nye projekter med komponisterne Jeppe Gram, Else Marie Pade, John Høybye, korets dirigent Lise Christensen Bjerno samt digteren Benny Andersen. Dette kunne opleves ved uropførelser ved forårets koncerter.
Tritonus kan årligt høres ved 10-12 koncerter i Danmark og i udlandet. Vi ser frem til nye, spændende udfordringer, rejser og indspilninger på tærsklen til andet årti af det nye årtusinde.
