Om Tritonus

Tritonus er et kor lidt ud over det sædvanlige. Repertoiret spænder fra store, klassiske værker til rytmisk musik og gerne uropførelser, skrevet specielt til koret.

​Tritonus har eksisteret siden 1971. Koret blev grundlagt af komponist og dirigent John Høybye, som stod i spidsen for ensemblet i 35 år. Lise Christensen Bjerno tiltrådte som dirigent for Tritonus ved årsskiftet 2009 og dirigerede det frem til november 2016. Siden 2017 har koret været ledet af komponist, dirigent og saxofonist Jakob Høgsbro.

​Han viderefører korets tradition for at eksperimentere med nye satser, samtidig med at vi holder fast i mere klassiske værker af komponister som Carl Nielsen, Svend S. Schultz, Duruflé, Bach, Mozart, Arvo Pärt, Ola Gjeilo, Eric Whitacre og Fauré.

Koret består af 40 dygtige amatørsangere og har gennem årene samarbejdet med en lang række danske kunstnere og sangere samt orkestre som DR's Bigband, medlemmer af Det Kongelige kapel og jazztrommeslageren Marilyn Mazur.

Korets seneste samarbejde var med den fantastiske danske jazzsolist Cæcilie Norby og den verdensanerkendte bassist og cellist Lars Danielsson, samt professor og astrofysiker Anja C. Andersen. Sammen opførte vi koncerten "Stjernestøv" fem gange i foråret 2018 – et spektakulært møde mellem viden om universet og musik med udgangspunkt i menneskets tanker om verdensrummet.

Tritonus giver 10-12 koncerter om året i Danmark og i udlandet, både i kirker, koncertsale og mere ukonventionelle steder som f.eks. Rundetårn.

I løbet af de mere end 47 år, Tritonus har eksisteret, har koret givet koncerter over hele Europa samt i Israel, Kina, Japan, USA og Brasilien. Vi har med stor glæde deltaget i adskillige projekter for nordisk musik og har jævnligt optrådt i de nordiske lande, herunder særligt mange gange på Færøerne.

I 2015 fejrede Tritonus 100-årsdagen for den danske digter Halfdan Rasmussen med en stor koncert i København. Senere samme år tog Tritonus til Italien for at præsentere dansk kormusik. Her optrådte Tritonus med tre koncerter med værker af Duruflé, Arvo Pärt og Sjostakóvitj. I november deltog koret i den elektroniske musikfestival DEFINE i Sønderborg med udførelse af værker af den danske komponist Erik Højsgaard, Gisli Galdur Thorgeirsson, Trinelise Væring og Else Marie Pade.

I 2012 samarbejdede Tritonus med percussionist og komponist Marilyn Mazur ved 2 koncerter med titlen "Existence". Koncerten bestod af nye kompositioner af Mazur. Musikerne Hans Ulrik (saxofon og klarinet), Makiko Hirabayashi (klaver) og Klavs Hovman (bas) akkompagnerede koncerterne sammen med Mazur og Tritonus.

I 2006 blev Tritonus inviteret til Brasilien af ​​"Instituto Curitiba de Arte e Cultura" i Curitiba for at lave en uropførelse af John Høybyes komposition "Den lille havfrue", en hyldest til H. C. Andersen.

​Korets opførelser af Händels Messias med solister samt medlemmer af Det Kgl. Kapel var fra 1998 til 2005 en institution i det københavnske musikliv.

I 1999 var Tritonus inviteret til at deltage i The Duke Ellington Centennial Festival i Washington, hvor Sacred Concert blev opført i The Union Temple Baptist Church, Washington DC og efterfølgende i Saint Peter’s Church, Manhattan, New York City med Jesper Thilo som solist.

Mød sangerne.

***

© 2019 Tritonus